Mod til at stå imod.

Mod til at stå imod.

“I wish I’d had the courage to live a life true to myself, not the life others expected of me.” er et citat fra bogen The Top Five Regrets of the Dying, som er skrevet af den Australske forfatter, Bronnie Ware. Bogen tager udgangspunkt i samtaler, som hun har haft med patienter, som hun plejede under sin beskæftigelse som sygeplejerske.

Da jeg læste dette citat, fik jeg en klump i maven. Tænkt sig at ligge på sit dødsleje og se tilbage på sit liv og føle, at det er spildt på at leve efter andres forventninger. Og selvom dette blot er et citat fra én ud af mange, som har reflekteret over sit liv på sit dødsleje, så er der noget ved netop denne fortrydelse, som er værd at standse op ved.

For hvor mange af de valg, vi træffer gennem livet, træffer vi egentlig selv? Måske det føles som vores egne valg, men er de egentlig det?

Vi lærer tidligt at orientere os mod det, der forventes af os. Vi skal klare os godt i skolen. Vælge en uddannelse. Få et arbejde. Tjene penge. Skabe os et godt liv. Og undervejs bliver vi mødt af utallige forestillinger om, hvordan sådan et “godt liv” ser ud og hvad det består af.

Nogle af forventningerne kommer fra vores forældre. Andre fra venner, lærere, kolleger og mennesker omkring os. Og mange af dem kommer fra et samfund, som længe før vi selv begyndte at overveje spørgsmålet, allerede havde en ret tydelig forestilling om, hvordan et vellykket liv ser ud.

Det betyder ikke, at der nødvendigvis er noget galt med det liv.

Problemet opstår først, hvis vi aldrig spørger os selv, om det også er det liv, som vi ønsker. For måske er det sværeste ikke at finde ud af, hvad vi gerne vil. Måske er det sværeste at skelne vores egen stemme fra alle de stemmer, vi har lyttet til gennem et helt liv. At filtrere de løftede øjenbryn, de velmenende råd, tavsheden og spørgsmålene om, hvorvidt vi nu også er helt sikre, fra.

For forventninger bliver ikke altid sagt højt. Nogle gange mærker vi dem bare. I det, der bliver mødt med begejstring, og det, der bliver mødt med bekymring. I de valg, vi bliver rost for, og dem, vi bliver bedt om at forklare. Lidt efter lidt lærer vi, hvilke veje der vækker anerkendelse, og hvilke der kræver mod at gå.

Og et sted under alle de reaktioner skal vi forsøge at høre, hvad vi selv tænker.

For hvad ville du vælge, hvis ingen andre skulle forstå dit valg?

Hvis ingen skulle imponeres af det?

Hvis du ikke skulle kunne forklare eller forsvare det?

Hvis dit liv ikke skulle se rigtigt ud udefra, men føles rigtigt indefra?

Jeg tror ikke, at et liv tro mod os selv nødvendigvis er et liv uden kompromiser, hensyn eller forpligtelser. Vi lever sammen med andre mennesker, og vores valg påvirker dem, vi deler livet med. Men måske skylder vi os selv indimellem at undersøge, hvor vores valg egentlig kommer fra, og om de kommer fra et bevidst sted.

Og måske er det netop derfor, at Bronnie Wares citat ikke handler om at finde ud af, hvilket liv man ønsker at leve. Det handler om at have modet til at leve det.

For det kræver mod at vælge noget, andre ikke forstår. At skuffe en forventning. At gå i en anden retning end den, der lå lige for. At stå fast, når nogen løfter øjenbrynene. Og at kunne rumme, at mennesker, vi holder af, ikke nødvendigvis synes, at vores valg er de rigtige.

At leve et liv tro mod sig selv handler derfor ikke kun om at finde sin egen vej. Det handler også om at have modet til at stå imod, når andre forsøger at vise os en anden.

Ikke først når livet nærmer sig sin afslutning. Men mens vi stadig har mulighed for at vælge.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *